14. oktober 2022
Af Kim Lesanner, Motormagasinet
Hjernen bag rustbeskyttelsen: Chris laver behandlingsskemaer og udvikler nyt udstyr
Nye biler bliver endevendt og gennemfotograferet af Chris, når han får fat i dem via bilforhandlere eller rustbeskyttelsescentrene. Resultatet af hans arbejde er, at centrene kan se fotos af de optimale adgangshuller, ligesom det er nødvendigt at spænde hjulene på med korrekt moment for at undgå at beskadige bremserne. Også løftepunkter til især elbiler indgår i dag i behandlingsskemaerne for at undgå skader på batteri og bil.
En times adskillelse
Chris er uddannet mekaniker og drev eget SUVO center i Varde i otte år, inden han kom til LHG Group i 2010. Han er oppe på nu at lave cirka 50 sprøjteskemaer årligt på grund af især de mange nye elbiler, der udfordrer ham hvad angår batterikasser, stik og kabler.
- Det tager varierende tid for et center at adskille en almindelig bil, og det samme for en elbil, dog er der ved elbiler et stort afdækningsarbejde, inden behandlingsprocessen kan begynde. Det skal centrene tage højde for, siger Chris Jensen. Han konstaterer, at selv om batterierne er af metal, må disse ikke behandles ifølge bilernes fabriksgaranti.
Teknisk blæksprutte
Hans opgaver som teknisk ansvarlig er mangeartede; han laver montering og indretning af centre, udvikler nyt sprøjteudstyr og er læremester for nye sprøjtefolk, Desuden er han mødedeltager for LHG i VKO-R ordningen under TI. Han reparerer også sprøjteudstyr – tilmed for konkurrerende centre, når de ringer, og det sker jævnlig.
Nyt på programmet hos LHG Group er, at Chris er begyndt at lave aftaler om årlig service med centrene for at forebygge nedbrud og nedetid – fuldstændig ligesom service af en bil.
- Vi vil gerne strømline processerne og modvirke den panik, centrene oplever, hvis en pumpe går i stykker eller en slange springer, siger Chris.
Centrene har et lille lager af de mest nødvendige mindre reservedele til sprøjteudstyret liggende, som de selv kan skifte.
En Ole Opfinder
Chris har selv udviklet en mobil vogn til 25 kg emballager, som LHG Group i dag fremstiller inhouse og sælger til centre i Norden. Også en timer og lyddæmper på omrørermaskinen, der modvirker lagdeling i produkterne, er udviklet af LHG Group, ligesom en regulator er opfundet, som kan udligne pulsering i pumper og dermed eliminere ujævn sprøjtning. Svenske Assalub, der leverer selve pumperne, har opgraderet deres pakninger i visse pumpetyper efter ønske fra LHG Group.
- Det ligger i vores DNA at produktudvikle og skabe værdi for vores kunder og os selv, siger Chris, der samarbejder med medindehaver Mads Raahede om udviklingsideer, samt med de mange ’Ole Opfindere’ ude på sprøjtecentrene, der også gerne byder ind med gode ideer.